Nu bliver luften mørkere blå

"Nu bliver luften mørkere blå" iscenesættes det interface, der ligger mellem to tilstande, hvor tilhørsforhold er ubestemmelige i overgangsfænomener som sygdommens febertilstand og grænselandet mellem det private og det offentlige.

To tremmesenge i porcelæn står i et rum. Film med skyers vandringer over himlen projiceres på gardiner, og punkterer den indadvendte intimitet, som sengene antyder. I et vandspejl på gulvet reflekteres scenariet, et øjebliksbillede, som splintres, når det betrædes. For at nå vandspejlet må man passere fem træstammer, installeret fra gulv til loft, udført i sortglaseret stentøj.

En serie fotografier af en ung pige i ubestemmelig alder mellem barn og voksen, der henholdsvis sidder og ligger i en seng på et blomsterbroderet lagen, gennemhullet af adskillige piercinger, danner en nutidig forbindelse til de kvindelige mystikeres stærke åndelighed og fysiske stigmata.

Udstillingen arbejder med kvindens forskellige historiske roller, gennem billeder og materialer der repræsenterer det kvindelige univers. På den ene side som et påtvunget ideal, og på den anden en komprimeret tilstand af længsel og ophobet energi, der måtte holdes indenfor den membran, der bestod af hjemmets vægge. I sygdom eller religiøs hengivelse kunne kvinden opholde sig uden for hjemmet i hjemmet.

Tilbage til toppen